christian Yde frostholm> litteratur
<< >>

Hvis telefonbogen var et digt

 

Ottar Ormstad skriver visuel poesi med efternavne

 

Har du aldrig læst telefonbogen? Det er ellers en stor og mærkelig bog, uden sætninger eller indre sammenhæng, men befolket af et utal af personer. Den har sine litterære kvaliteter. Spørg bare Ottar Ormstad.

Telefonkatalogdiktet hedder det bogværk, hvormed digteren debuterer (hvis man ser bort fra de fem, han selv har udgivet) på Det Norske Samlaget. Og til formålet har han været på poetisk hugst i Oslo-katalogen årgang 2004 efter tusind iøjespringende navne: fra Ek over Blom og Gabler til Honningdalsnes og Ingelsrudøya, hvilke alle må formodes at tilhøre autentiske Oslo-borgere. Til sammen former de et digt.

Ligesom den rigtige telefonbog er Telefonkatalogdiktet én lang opremsning uden sætningskonstruktioner. Men her har navnene gjort sig fri af deres alfabetiske lister og er trådt ind i en slags dans hen over bogsiderne, både alene, parvist og i formationer. Telefonkatalogdiktet er en tekst, der skal ses lige så meget, som det skal læses, altså visuel poesi.

Ottar Ormstad var første gang på banen i de konkretpoetiske 1960'ere. 60'er-varemærket er skrifttypen Courier som i skrivemaskinens æra og en gennemgående brug af små bogstaver – selv i en bog som denne, hvor alle ord er egennavne og normalt skrives med stort. Men den konkrete tilgang til sproget gør ikke en digter mindre tidssvarende i 2006, hvor litteraturens visualitet genopdages med nye greb og virkemidler af de nye generation: i Norge af folk som Monica Aasprong, Vemund Solheim Ådland og Gunnar Wærnes, i Sverige af for eksempel Lars Mikael Raattamaa og i Danmark blandt andre af Niels Lyngsø.

Lyngsøs figurdigte har i øvrigt adskillige træk til fælles med Ormstads telefonbogsdigt, ikke mindst når teksternes former bliver figurative – når for eksempel en opremsning af navne, der alle begynder på "sol" ("solstad", "solstrand", "soltanpour" og så videre) samler sig til en strålende solcirkel, eller når navnet "øy" kommer til syne som et ensomt "ø" i et hav af "y'er". Og ligesom Lyngsø i hans nyeste samling, Morfeus, fra 2004 arbejder Ormstad desuden konsekvent med en kvadratisk bogside, der må vendes og drejes, hvis læseren skal få det hele med. Der er ikke kun én vej gennem teksten.

Men at poesien er visuel, forhindrer den ikke i at have lyd, oftest tværtimod. Denne bog er i lige så høj grad en koncert for tusind telefonabonnenter, der på skift eller i kor løfter røret og siger deres navn højt ind i tragten. Anråbende starter Telefonkatalogdiktet således med et "aa". De første korte navne lyder som et barns første udbrud: "to", "mo", "ma", imens mange er også elementære naturfænomener: "ås", "ly". Og langsomt vokser ordene så i antal og længde til en skabelsesberetning af ord, der griber sammen: "li" og "ly" fanger hinanden i l'et. Et sprog og et landskab samler sig, indtil "lam" og "lam" danner par som på Noas Ark, og "kjønningsberg" og "kyllingsberg" finder hinanden.

Der er faktisk så meget natur og geografi i Ormstads version af Oslo-telefonbogen, at man, som ikke-nordmand nok især, oplever det som en tur på fjeldet snarere end en urban myte – de enkelte fremmedartede navne til trods. Ligesom teksten rent grafisk heller ikke vidner om telefonbogens diagram af et bybillede, men om et organisk landskab med sæter, sol og regn.

Vores efternavne er – med undtagelse af dem, der ender på "sen", som i denne sammenhæng næsten forbigås – henvisninger til de steder, hvor vores slægter har deres oprindelse, og de funktioner, vores forfædre havde. Men de er samtidig ord med en særlig glathed, hvis egentlige indhold, vi har svært ved at høre længere. De er kort sagt et oplagt materiale for en digter, der bevæger sig i grænseområdet mellem sprogets henvisende karakter og dets egen tingslighed. At skrive navnet med småt er blot én strategi for at forsøge at gøre det sansbart igen.

Telefonkatalogdiktet er – som telefonbogen i øvrigt – ikke en bog, man læser i traditionel forstand. Den er et åbent landskab, man kan botanisere i, og som man alt afhængig af sin sproglige tilgang (man behøver ikke kunne norsk, men det hjælper) oplever på sin særlige måde, fejllæsningerne inklusive. Læseren er ikke på herrens mark, blot på sin ganske egen, og det er nok den vigtigste grund til, at en tekst som denne typografisk møder én i stadig nye opsætninger, der hver især tilbyder sine stier igennem den. Det handler om at opleve med alle sanser tændt.

Betragter man langdigtet alene som et visuelt forløb, er det omvendt svært altid at begribe nødvendigheden af de enkelte formationer og spring. Telefonkatalogdiktet får karakter af netop katalog over formmuligheder mere end af stringente valg. Den grafiske udformning kunne sagtens have haft en mere organisk sammenhæng og ikke mindst vildskab. Den hvirvlende og hypnotiske tekstoplevelse, som de mandala-lignende solfigurer gør tilløb til, og som kunne have fået de tusind telefoner til at ringe, slippes aldrig virkelig løs.

På betydningsplanet til gengæld er Telefonkatalogdiktet en sprudlende lovsang til en mangfoldig verden af sære og poetiske navne. Tænk blot på Slattenhus og Grislingås, Sandalstrand og Smørgrav. Ja, tænk på Ottar Ormstad. En telefonbog kan være en guldgrube for den, som forstår at læse den.

 

Ottar Ormstad: Telefonkatalogdiktet. Omslag og design Ottar Ormstad og Dimitri Kayiambakis. Det Norske Samlaget. 94 s. Kr. 199.

Christian Yde Frostholm

 

(skrevet til det norske dagblad Klassekampen - se desuden Karin Haugens interview i samme blad, samt Ottar Ormstad: Svevedikt på Afsnit P og læs Karen Wagners katalogtekst til udstillingen)

christian Yde frostholm> litteratur