> livet på nettet
christian Yde frostholm> litteratur
<< >>

Bag en lyserød maske


Pseudonymt
.
Ansvarløs blogging og effektfuld politisk satire.

 

"Dybest set er det vel ikke andet end almindelig anstændighed at præsentere sig, når man vil gøre sine synspunkter gældende i et offentligt rum," konkluderede Computerworlds chefredaktør Mikael R. Lindholm forleden i Politiken og ærgrede sig over, at blogverdenen er et "lovløst mediemarked", som på den ene side opfattes som en trussel mod de etablerede medier, men på den anden side lader hånt om presseskik og ansvar, ikke mindst ved at være befolket af lutter aliaser. Over 55 procent blogger under psedonym, hvilket ingen læserbrevsskribent ville få lov at gøre i en traditionel avis.

Jeg havde netop fået en plakat i det københavnske gadebillede godt galt i halsen: "Bøsser og lesbiske for tilintetgørelsen af staten Israel" stod der uden antydning af afsender. Og jeg var af samme grund tilbøjelig til at give aviskommentatoren ret. Der er noget ynkeligt og næsten truende over stemmer, der så at sige "gratis" lukker deres meninger ud, sikkert forskanset bag anonymiteten. Og nettet er fyldt med den slags løsrevne absurditeter med dobbelt bund, som kan være utroligt svære at gribe og turnere – fordi man ikke ved, hvem der taler, og med hvilket tonefald. Er det et citat? Er det en parafrase? Er det alvor eller ironi? Det er ikke sjældent, at et fragmentarisk notat i en blog efterlader én perpleks. Man får næsten en særlig forbeholden måde at læse på, fordi man ved, at sandsynligheden for fejltolkning er stor.

Mikael R. Lindholm venter på blogpolitiet. I Liverpool er de lige på trapperne. En gruppe, hvis dæknavn er Tony Parrish (efter en spiller i amerikansk fodbold), er blevet truet med sagsanlæg af folk i byrådet for deres blog Liverpool Evil Cabal. "Tony" har hængt adskillige højere embedsmænd ud for korruption, og websitet er allerede bortcensureret fra de kommunale computere, inklusive de offentlige bibliotekers, hvilket naturligt nok ikke er gået helt stille af. På trods af at det i skrivende stund stadig er uklart, om den faktisk rummede noget ulovligt, har folkene bag – som stadig ikke er afsløret – selv tømt den for indhold med ordene: "vi vender snart tilbage stærkere end nogensinde". Imens spøgefuglene i Liverpool bærer tshirts, hvorpå der står "I AM TONY PARRISH".

Andre bloggere i lande, hvor der værnes mindre om ytringsfriheden end i England, er uundværlige kilder til uafhængig information. Tænk blot på navnkundige Riverbend og Salam Pax, der begge har leveret hårrejsende beretninger fra Baghdad igennem hele Irak-krigen. Og prøv at tjekke de iranske bloggere, der står listet på blogsbyiranians.com. Hvis man ønsker at komme bag sløret og vor tids jerntæpper, så rummer blogverdenen et væld af værdifulde sprækker, og dét udelukkende takket være mediets mulighed for at betjene sig af et nom de guerre.
 

*


The Yes Men, der blev kendt for en større offentlighed via filmen af samme navn, som blev vist herhjemme sidste år, opererer til stadighed både på nettet og ude i den såkaldte virkelighed bag forklædninger, der på deres website symboliseres med en lyserød maske. Selve fundamentet bag deres aktioner er yderst vellignende hjemmeside-forfalskninger, som giver deres fiktive identiteter troværdighed nok til at skaffe dem indenfor de mest utrolige steder.

I forrige uge slog The Yes Men til igen: På et topmøde i forbindelse med årsdagen for orkanen Katrinas ødelæggelser i New Orleans lykkedes det dem at foregøgle arrangørerne, at lederen for United States Department of Housing and Urban Development (HUD), Alphonso Jackson, ville komme og tale til de fremmødte. I sidste øjeblik måtte Jackson så desværre melde afbud, og i stedet mødte en René Oswin, alias Yes-manden Andy Bichlbaum, frem og holdt hans tale.

"Jeg skammer mig over at sige, at vi har taget fejl," udtalte Oswin overraskende på Jacksons vegne. Den falske talsmand annoncerede en total kovending. Blandt andet ville HUD ikke som planlagt jævne 5000 næsten uskadte boliger med jorden for at gøre plads til nye lukrative boligbyggerier. Folk, som var blevet holdt hen, ville kunne flytte tilbage til deres bopæl, som de ønskede det. Og erhvervslivet ville tage sit ansvar på sig: "Som I ved, er hovedårsagen til, at New Orleans var så sårbar over for Katrina, ødelæggelsen af vådområderne – i stort omfang på grund af Mississippi River Gulf Outlet-kanalen, der er blev bygget for, at olietankerne kunne komme billigere ud til havet. Det er en glæde for at mig at bekendtgøre, at Exxon og Shell er blevet enige om at finansiere genopbygningen af de beskyttende vådområder med dele af deres 60 mia. dollars overskud i år."

Understøttet af et falsk website på den officielt-udseende adresse "hano.us" (den rigtige hedder hano.org), hvor talen også blev bragt, fik The Yes Men for en kort stund mediernes opmærksomhed – inklusive CNN – med et stunt, der gav genlyd i blogosfæren. De sagde, hvad sikkert mange kunne ønske, at myndighederne faktisk ville sige, og risikerede dermed også at plante falske håb. Nøjagtig som de gjorde i 2004, da de på tyveårsdagen for Bhopal-katastrofen "på vegne af" firmaet Dow (der i 2001 havde købt Union Carbide) lovede at rydde op efter sig og kompensere ofrene, hvilket Dow straks forarget dementerede, imens firmaets aktier angiveligt faldt med 2 mia. på 23 minutter.

The Yes Men selv kalder deres maskepi for en "korrektion" af en række "magtfulde kriminelles" identiteter. "Små forbrydere låner ærlige menneskers identiteter for at stjæle deres penge," som der står på forsiden af theyesmen.org. "Ærlige mennesker låner store forbryderes identiteter for at ydmyge dem offentligt."

Systemet slår humorforladt igen: "hano.us er blevet sat ud af funktion af ukendte kræfter". Apropos ytringsfrihed.

___

PS. Denne klumme blev pga. en teknisk fejl bragt i en molestreret udgave i den trykte Weekendavis ("Løsrevne absurditeter", #36, 2006)

 

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet

> livet på nettetchristian Yde frostholm> litteratur