> livet på nettet
christian Yde frostholm> litteratur
<< >>

Poetens usynlige ven
 

Moonpain. Ejler Nyhavn er gået på druk med Fernando Pessoa.
 

I fredags optrådte digteren Ejler Nyhavn offentligt for første gang. Meget passende på caféen »Din nye ven«. For de, som ikke var til stede, kan et videointerview foretaget af Thomas Bo Thomsen for nogle måneder siden fungere som en forsmag. Her ses en talende Nyhavn – hans hoved i al fald – iført alpehue, skæg og solbriller, delvist dækket af noget, der ligner toppen af en gravsten. Men i fredag tog personen, der har været omgærdet af så megen mystik, faktisk også solbrillerne af. Og sørme om han ikke også fik en hjemmeside.

Facebook-fænomenet skulle eller lide af en svær socialfobi, som dog ikke har forhindret ham i at samle op mod 900 virtuelle venner i løbet af det halvandet år, han har været til stede på det sociale netværk – hvor han flittigt, op til adskillige gange dagligt, har holdt vennekredsen ajour via sine ordlegende statusmeddelelser: »Ejler Nyhavn surfer ydmyge krokusdrømme på vinternettet og sætter en farve usagt, alt som morgenen henter mættet«. For blot at tage et eksempel.

2. påskedag lød meldingen: »Ejler Nyhavn konfejrer dagen figurligt«. Da var Ejlers portræt nemlig afbilledet i form af et figurdigt i Politiken som forskræp for hans og Peter Adolphsens fælles bog Katalognien – en versroman. Et figurdigt (i bogen er det sågar et fold-ud-digt), der er formet som hans Facebook-profilbillede, samtidig med at det består af statusmeddelelser som: »Ejler spiser eksotisk, der er ugler i mosen og meget i vente«, »Ejler melder om lokale tågedannelser«, »Ejler mystificeres over bidemærkerne i bordkanten, tjekker med eget tandstik og jeps, det er egne bisser«. Og dét var også så tæt man nu kunne komme et portræt af Ejlers person. Et væsen, hvis grundlæggende bestanddele simpelthen er den slags små sætninger. Jeg facebook’er, altså er jeg. Eller som Ejler selv svarede en journalist fra Information sidste vinter: »Du interviewer mig, ergo eksisterer jeg«.

Til samme artikel udtalte digterkollegaen Adolphsen i øvrigt, at »Ejler Nyhavn-universet er en form for interaktiv litterær installation«. Ligesom han heller ikke ville afvise muligheden af »at Ejler er min fiktion, som jeg har hyret en skuespiller til at spille«.

De to kumpaners fælles versroman og sviretur Katalognien lanceres som Nyhavns poetiske debut efter tyve års skyggedigtning på klubværelset. Og selv om Nyhavn alligevel i en eller anden forstand bare skulle være Adolphsens værk, og den yderst virkelige mand, der optrådte i fredag kun (en lidt mindre sky) bærer af hans pseudonym – hvad havde Adolphsen så været uden Nyhavn? Han havde i al fald ikke helt alene kastet sig ud i et så uhyrligt stykke litteratur i alskens mulige og umulige former og genrer, som det Katalognien er et katalog over.

Hvor Peter Adolphsen har sin gådefulde Ejler, havde den (også temmelig drikfældige) portugisiske digter Fernando Pessoa (1888-1935) hele 72 fiktive venner i løbet af sit korte liv. Heteronymer som han kaldte dem: komplette fiktive personer til forskel fra psedonymer. »Denne tendens har, siden jeg blev voksen, gennemgået adskillige faser,« forklarer Pessoa i et brev i 1935. »En vittig bemærkning, som spirerede frem i mit indre, kunne af en eller anden grund forekomme mig at være fuldkommen fremmed for den, jeg er, eller den, jeg formoder, jeg er.« Tre af heteronymerne blev særligt fremtrædende: Alberto Caeiro og hans disciple Alvaro de Campos og Ricardo Reis, som parallelt med Pessoa (»ham selv«, som han kaldte sig) udfoldede fuldgyldige, separate forfatterskaber, der ganske vist først udkom posthumt.

Om Alberto Caeiro skrev han: »Undskyld mig dette absurde udtryk: min mester dukkede op inden i mig«. Ikke blot gav Pessoas forskellige personaer (navnet Pessoa betyder ironisk nok både »person« og »ingen«) digteren mulighed for at skabe noget, der ikke lå til ham, det gav ham også selv en klarere egen stemme.

Historien om Fernando Pessoas fascinerende forfatterskab og maskespil bliver fortalt i essayform af digteren og oversætteren Peter Poulsen som del af et omfattende dansk multimedieværk, der blev lanceret for nylig, Moonpain. Et website med Pessoa og byen Lissabon som omdrejningspunkt, skabt af designeren Signe Klejs, komponisten Klaus Ib Jørgensen, digteren Morten Søndergaard samt 35 andre danske og udenlandske medvirkende.

På Moonpain har man ikke mindst mulighed for at lytte til komponisten Klaus Ib Jørgensens komposition i ti dele, Moon-pain (2003-2008), inspireret af Pessoas engelsksprogede digtsamling, The Mad Fiddler, som var det ene af de kun to værker, der nåede at udkomme i digterens egen levetid. Og udover musikken rummer sitet hele fire timers lydmontager og lyddigte. Via et interaktivt kort kan man eksempelvis foretage en »litterær fodvandring« i Lissabon sammen med Peter Poulsen, som fortæller om Pessoas steder i byen, og komponisten og lydkunstneren Rudiger Meyer, der skaber en stemningsfuld lydlig rejse, som sammen med fotografier bringer byen helt ind på kroppen af én. To vandringer der – foruden altså Poulsen timelange radioportræt af forfatterskabet – i mine ører udgør højdepunktet ved projektets ambitiøse, men også lidt uforløste satsning.

Musikken er betagende, og der er fine »audiodigte« af såvel Pessoa og Poulsen som Lene Henningsen og Morten Søndergaard. Men i et univers, hvor der lægges op til, at man som læser og lytter selv skal have en finger med i spillet, sidder man tit tilbage lidt utålmodig og stirrer på et mere eller mindre statisk og uformidlende skærmbillede. For få af elementerne forbindes eller fæstnes til det kombinerede måne- og bykort, der udgør samlingspunktet. Og selv under den nævnte byvandring afventer man, at billederne skal skifte, så man skal få lov at se nogle flere af de ting, der tales om.

Det er et lydunivers, klart. Men et »oplevelsesrum« – for eksempel for Jørgensen musikalske værk eller Pessoas mangehovede forfatterskab – synes jeg ikke rigtig man kan kalde det. Snarere fremstår brugerfladen i sin helhed som en lidt kompliceret afspiller af lydfiler og tekstdokumenter – dele man måske ender med i stedet at downloade og høre på mp3-spilleren, læse/se i pdf-format eller ligefrem (for musikkens vedkommende) købe online og afvente at modtage med posten nogle dage senere. Og opleve løsrevet.

Den sats i Klaus Ib Jørgensens værk, der synes at komme digterværket nærmest er Lisbonne Revisited, et musikstykke, hvor det er talende stemmer, der gør det ud for instrumenterne. En orkestreret byvrimmel et sted imellem den gales hallucinationer, den moderne bys mobilmonologer og så altså den krystalskarpe Pessoas klart definerede personaer. Eller hvorfor ikke bare slet og ret kalde dem avatarer?

»Poeten er en, som fingerer/Han fingerer så absolut,/At smerten, som eksisterer,/Bliver fiktiv til slut«, lyder Poulsens oversættelse af starten på digtet »Autopsykografi«. Samme digt har amerikanske Marc Weidenbaum samlet hele 15 engelske udgaver af på sin hjemmeside (disquiet.com/pessoa.html), der giver et glimrende indblik i, hvordan hver ny oversætter tilføjer en stemme til koret. Weidenbaum citerer digteren John Hollander: »Hvis Pessoa aldrig havde eksisteret, så havde internettet opfundet ham«.

 

Bragt i en forældet version i Weekendavisen #17, 24. april 2009

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet

> livet på nettetchristian Yde frostholm> litteratur