Pocket Industries. Henriette Heises labyrint af skuffer og lommer er altid under konstruktion.
FOR et par måneder siden fik jeg en lille hilsen på Facebook fra en af den slags venner, jeg endnu ikke har mødt i virkeligheden: billedkunstneren Henriette Heise, der bare ville fortælle, at et link, jeg havde slået op, havde fungeret som inspiration for hende. En af den slags små kædereaktioner, der formodentlig hele tiden finder sted på det verdensomspændende væv, som man kun meget sjældent får noget at vide om selv. Men Henriette Heise glemmer vist ikke den slags.
Det eneste, jeg havde gjort, var jo trods alt også at pege - på et nyt nummer af nettidsskriftet Trikster, som blandt andet rummede en artikel af Katarina Bonnevier om Selma Lagerlöfs hus Mårbacka. »Jag gillar teatral arkitektur som bygger på drömmar om förändring,« skrev Bonnevier. Og det var de ord, Henriette Heise havde taget med i baghovedet, da hun færdiggjorde de fire farverige gardiner, som tilsammen udgør hendes udsmykning af Skolen for Mur og Rum på Kunstakademiet i København. Fire collager af stof fra spraglede gamle dynebetræk, som er klippet ud i store cirkler. »Søvngardiner« eller »drømmegardiner« som hun også kalder dem på en af sine blogs.
Samme sted kan man læse følgende - afvæbnende - selvpræsentation: »Henriette Heise er billedkunstner og arbejder med video, film, tv, fotografi, nettet, plakater, linoleumstryk, stof, papmaché. Jeg skriver i virkeligheden det her selv, så jeg vil ikke lade, som om jeg bad en anden om at gøre det.«
Sagt på en anden måde: denne kunstners nettilstedeværelse handler ikke om selvpromovering, men om at nedbryde distancen til publikum og skabe dialog i øjenhøjde. Som en anden af hendes blogs siger det: »Du er min bedste ven. Jeg vil dele alt med dig. Små ubetydelige ting, meget vigtige ting, billeder, der får mig til at le eller græde. Jeg vil dele det med dig, fordi jeg stoler på dig.« En gestus, der venligt, men også bestemt, udfordrer én som besøgende - for ikke at sige hele éns sociale omgang på nettet (tænk bare på det med ordet »ven«).
Henriette Heise har i løbet af de sidste par år suppleret sine mangesidige fysiske aktiviteter med en hel lille sky af hjemmesider og blogs. Uden central indgang. En af de første, jeg selv stødte på, var siden Pockets and Drawers, der åbner med et billede af en nøgle i bunden af en lomme. Nøglen fører ind til et landskab i bunden af en skuffe, hvor spredte farvede cirkler fører videre til nye skuffeprojekter , om man så må sige. Drawers er bogstavelig talt nærbilleder af kommode-, køkken- og skrivebordsskuffer, hvor støvet og rudekuverterne samler sig, men hvor også diverse kreative arbejder er stuvet af vejen. Og Pockets er fotografier taget ned i lommer med hårelastikker, huskesedler og lommeuld, men også med agern fra skovturen. Trivielle intime rum, kunne man mene, men takket være fotografiet/fotografen løftes de op og bliver eventyrlige landskaber, man rejser i. Og det gør jo heller ikke noget, at de er smukt iscenesat med mønstrede stoffer og hyldepapirer, som nok er de færreste skuffer og lommer forundt.
Flere farverige mønstre finder man i Pattern Diary på samme side. Og samlingen af »hemmelige« værker rummer også spiraler tegnet med de krampetrækninger fra næsten udtørrede tuschpenne og gådefulde udklip af uskarpe dele af billeder i gamle blade. Ligesom en afdeling bare hedder Look What Happens: Hvad sker der, hvis du glemmer en kasse med rødbeder i kælderen? Og hvad hvis trafiklysene i krydset, hvor du bor, pludselig holder op med at virke i fem dage? Kimen kan skjule sig i hverdagens mindste ting. Og labyrinten fører stadig videre: Til bloggen There are pockets, she said med håndtegnede lommer udført på daglig basis fra oktober 2007 til maj 2008. Og videre til Indviklet Udvikling, der uden et ord lader tegninger bide hinanden i halen. Eller tilbage til den allerede nævnte med den sigende titel This art practice is always under construction.
En »teatralsk arkitektur, der bygger på drømme om forandring.« Man begynder at forstå, at Katarina Bonneviers ord har ramt noget i Heises univers. Mange af kunstnerens tidligere projekter har da også omfattet utopiske, men yderst konkrete rum. Ikke mindst hendes samarbejder med Jakob Jakobsen om først Info Center i London (1998-1999) og siden Det fri Universitet i København (2001-2007). Projekter, som fandt sted i kunstnernes eget private hjem, hvor de i fællesskab »tog magten ved at anvende de forhåndenværende midler: en madras blev til et residency, et soveværelse blev til en biograf, en dagligstue blev til et mødelokale og arbejdsrummet blev arkiv« (copenhagenfreeuniversity.dk). Et »virkeligt, kollektivt fantom, svævende« - som Henriette Heises Pocket Industries, må ses som den virtuelle opfølger af - med deres konstante nedbrydninger af skellene imellem det private, offentlige, intime, politiske og poetiske. Hvor blandes disse sfærer også mere grundigt, end lige præcis på nettet?
Jeg går tilbage i de digitale arkiver og bemærker, at det allerede om Info Centre hedder, at aktiviteterne udforsker »kunst, arkitektur, teknologi (herunder madlavning, brygning, syning...) og byliv.« Parentesen efter teknologi giver mig endnu en nøgle til lommeuniverset og dets »sømløse« sammenføjning af tilsyneladende disparate materialer og teknikker: symaskinens stiplede streger, som til tider bliver til skrift. De håndtegnede, gentagne tuschmønstre, som møder nettets skærmbaggrunde. Heises tilgang til teknologier som video, tv og computeren er befriende uforfærdet og fuldkommen sideordnet med hendes tilgang til for eksempel lineoleumssnit, stofapplikationer og andre nørklerier. Netkunst er håndarbejde.
I januar i år udstillede Henriette Heise i Momentan - et vinduesgalleri på Nørrebro, som hun selv passerer hver morgen, når hun følger sin datter i skole. »Halvt i søvne«, som hun tilføjer på den særlige blog, hun dagligt opdaterede i udstillingsperioden: Dreaming softens you and makes you unfit for daily work, og hvor hun giver ledetråde i form af videoklip, venners drømmebeskrivelser, vinduesbilleder og citater. 24/1: et sorthvidt foto af en opklæbet fransk plakat med ordene: »VÆKKEURET RINGER: DAGENS FØRSTE YDMYGELSE«.
Også denne udstilling gjorde brug af »søvn- eller drømmegardiner«, bag om hvilke lyset skiftede i morgen- og aftentusmørket, som det stadig kan ses online. Og sådan besøger man også hendes stadigt voksende patchwork af hjemmesider. Halvt i drømme - men vel at mærke også halvt vågen - læner man sig sårbart, men tillidsfuldt op ad den gådefulde, glødende rude.
Bragt i Weekendavisen #10, 6. marts 2009