> livet på nettet
christian Yde frostholm> litteratur
<< >>

Virtuel litteratur på tryk

 

Enmillionhistorier.dk. Et pirrende upraktisk bogobjekt eller en forløst og letanvendelig netbog?
 

JEG må hellere slå det fast det med det samme: Jeg holder meget af bøger. Det er en af den slags ting, det kan være vigtigt at signalere, hvis man befinder sig blandt bogelskere (ikke mindst hvis man har røbet, at man også arbejder med netlitteratur). Lidt ligesom det kan være altgørende, hvis man er i selskab med folk med katte eller børn (og selv har valgt ikke at anskaffe sig nogen af delene), at give udtryk for, at man skam elsker både katte og børn meget højt. Jeg er vild med bøger. Jeg har sågar valgt selv at sætte et par stykker i verden.

Jeg er også meget optaget af bogen som medium. Derfor havde jeg glædet mig, lige siden jeg første gang hørte rygter om Peter Adolphsens nye bog. En bog på bare ti siders tekst, som ikke desto mindre rummer En million historier. Hver bogside er nemlig skåret op i seks flapper, så historiens dele frit kan kombineres på 106 måder. »Hvis ikke værket indbringer Adolphsen en fornem litterær pris, må han stå til evig hæder hos Greenpeace,« konkluderede en begejstret Erik Skyum-Nielsen i sin anmeldelse i Information. Så megen – potentiel – litteratur for så lidt regnskovs pris!

Da jeg selv fik værket i hænderne, blev jeg en smule skuffet. Bogen, eller hæftet, er ellers udstyret med både et inciterende ikonvrimlende omslag, klister- og bogmærker, samt en ti-sidet terning, alt sammen samlet i en plasticpose med lynlås. Men når man så åbner hæftet, er det altså lidt pistent og for at sige det ligeud ikke særlig funktionelt. Den litteraturstuderende digter Martin Johs. Møller havde også glædet sig til den »pirrende bogting«, som han kalder den. Han videoanmelder bogen på sin blog. Med blot én hånd (den anden holder kameraet) forsøger han at holde fast på en enkelt af de mange historiers seks dele, hvilket er »rigtig besværligt« på grund af de »uhåndterlige tynde strimler«. For ham bliver det »overraskende hurtigt rigtig kedeligt og lidt irriterende faktisk, fordi bogen er lavet på noget billigt flapper-flapper-papir – her kunne forlaget godt have ofret lidt mere.« Hvilket får Peter Adolphsen selv til at bryde ind i blogkommentarfeltet: »Sagen er at man skal ’knække nakken’ på bogen for at den blir et brugbart objekt. Dvs. bøje først de indledende sider til venstre og give dem et tryk med håndfladen. Og derpå gøre det samme med alle strimlerne. (...) Derefter er der ingen læsebesværligheder.«

Men også for Lars Bukdahl, der i modsætning til videoanmelderen mener En million historier er en Weekendavisens Litteraturpris værdig, bliver det »godt nok svært at holde bogen opslået (med bøger, computerskærm, tallerken) og samtidig skrive af!« De fleste vil nok mene, at det er meget at forlange af en bog, at den skal være funktionel nok til at blive læst, mens man videofilmer den, eller både skriver af fra den og spiser. Men diskussionen tangerer noget interessant, ikke mindst i et miljø, der til enhver tid vil rose bogen for dens simple, men uovertrufne kvaliteter. Der er nemlig ingen tvivl om, at lige præcis En million historier ville have fungeret utrolig meget bedre i et andet medium, hvilket forlaget endda har været så venlig at demonstrere.

reklamesitet for bogen kan man ved at klikke på ikoner fra bogomslaget sammensætte sin helt egen historie ud fra en fjerdedel af den trykte bogs indhold, samt endda få teksten oplæst af forfatteren. Man får dog kun en enkelt smagsprøve: de 999.999 resterende må man købe sig til. Men i modsætning til, når man sidder med bogen i hånden, fremstår teksten på nettet som helstøbt, imens de forskellige muligheders hierarki ophæves, og valget af den ene udgave fremstår meget mere afgørende (ikke mindst når man kun får én chance). Det helstøbte forpurres dog lidt af oplæsningen, som for det første er mærkeligt ufokuseret, for det andet jo nødvendigvis fremstår opklippet. At indbygge en »terning«/random-funktion ville også have været ret oplagt. Men netversionen viser rigeligt, hvordan bogen trykt på 200 g træfrit papir slet ikke yder en fantastisk litterær konstruktion som En million historier retfærdighed.

Bogobjektet forbliver en potentiel bog, imens den i en virtuel udgave (paradoksalt ville nogen nok tilføje) i langt højere grad opfylder sit potentiale, ja, bliver virkeliggjort. Men hvorfor er det så, den ikke udkommer på for eksempel internettet? Det giver Bjørn Bredals anmeldelse i dagbladet Politiken et meget godt hint om. Sjældent har man oplevet en anmelder, der – på trods af sine rosende ord – i den grad har modstand mod at læse teksten efter hensigten. Fordi den rummer en brugsanvisning, hvilket sidestiller den med en maskine. Jeg tør slet ikke tænke på , hvis Bredal skulle have læst bogen på en maskine, der i sig selv har en manual. Bredal insisterer på at læse hvert ark for sig, på trods af at de alle er skåret op i seks individuelle enheder. Han nægter simpelthen at kombinere. Til gengæld leger han lidt og giver sin anmeldelse to mulige slutninger, hvoraf han i den ene overgiver sig med et: »Arh, måske skulle man bare acceptere reglerne og få det bedste ud af dem.«


*

SPILLEREGLER er nærmest grundstammen i den Oulipo-litteratur , som Adolphsen er inspireret af. Det franskbaserede, men internationale »værksted for potentionel litteratur «, Ouvroir de Littérature Potentielle, (se oulipo.net) blev stiftet af matematikeren François Le Lionnais og digteren Raymond Queneau. Sidstnævnte er ophavsmanden til konceptet bag En million historier – om end i poetisk form – nemlig megasonetten Cent Mille Milliards de Poèmes. Men på trods af både regler og en gennemgående matematisk understrøm, er det utroligt, hvor lidt Oulipo der er blevet skabt eller videreført til digitale medier. Lige undtagen måske De hundrede tusind milliarder digte, der bl.a. blev digitaliseret og lagt ud af en franskmand, som senere måtte betale dyrt for det i retten, men faktisk stadig findes på ikke-franske-servere på fransk, engelsk og svensk. Den engelsk-franske udgave er den mest anskueliggørende.

Et andet og lidt yngre medlem, Jacques Roubaud (f. 1932) er denne fredag i Århus for blandt andet at holde foredrag på universitetet om »Oulipo, litterær formalisme og matematik« i forbindelse med litteraturfestivalen Verbale Pupiller. Også han har flere gange påpeget mulighederne i at anvende computeren, blandt andet via netudgaven af den bogstavelig talt farverige roman, om end potentialet langtfra forløses.

*

DER er lang vej for den virtuelle litteratur – når ikke lige den kommer i bogform. For et lille år siden var jeg for eksempel på Afsnit P medudgiver af en digital digtsamling på nettet, nemlig den svenske, kritikerroste Bonnier-digter Johannes Heldéns smukke og omfattende tosprogede Primärdirektivet. Et værk, forfatteren havde lagt mindst lige så meget arbejde (og lige så mange ord) i som sine øvrige digtsamlinger, og som han selv indskriver i sin »Af samme forfatter«-liste. Svenske Dagens Nyheter anmeldte bogen positivt på dagen. Alle andre anmeldere derimod, såvel i Danmark som i Sverige, mente ikke, at den var deres bord.

Det er svært ikke at placere en vigtig del af ansvaret for at det går så trægt for en litteratur – der ellers logisk set burde være sprunget ud af bogens upraktiske rammer – hos læserne. Og i første række de professionelle. Uden dem ingen scene. Skræmmer det virtuelle i litteraturen selv dem virkelig så meget, at de føler sig nødsaget til at klamre sig til en fast bogryg, i stedet for at følge teksten, hvor den fører hen?

 

Bragt i Weekendavisen # 37, 14. september 2007

 

Christian Yde Frostholm: Livet på nettet

> livet på nettetchristian Yde frostholm> litteratur