 | |||
 | |||
| ||||||||||||||||||
| ||||||||||||||||||
| ||||
| ||||
 | ||||||||
Ord på vandet
Når jeg i en periode har ment, at det var relevant at beskæftige sig med på én gang at synliggøre poesien og at arbejde visuelt med den, har det været drevet af en trang til at udforske det område, hvor digtet ikke blot bliver synligt, men bliver synligt som visuelt værk. For at skabe nye indgange til det. Det har ikke handlet så meget om at visualisere, eller illustrere, som om at blotlægge allerede eksisterende lag, der alt for tit overses, når digte formidles og fortolkes. Den visuelle del af Permanent Poesi tager udgangspunkt i en konkret idé, nemlig på skrift at præsentere fragmenter af digte af de forfattere, der i forvejen fremfører deres værker mundtligt fra scenen. Men i stedet for at fremvise de skrevne tekster i den form, man er vant til at møde dem - trykt på sider i bøger - projiceres de ved hjælp af lys på vandet, havbunden og de omkringliggende bygninger. Selve oplæsningsarrangementet foregår i forvejen i uvante omgivelser: under åben himmel i vandkanten på en badeanstalt. Denne sociale begivenhed akkompagneres så af en visuel oplevelse, som tager sit udspring i to mere afgrænsede rum, herre- og dameafdelingernes bassiner, der begge til gengæld er åbne ud mod bugten. I de to rum, der må opsøges af den enkelte, skrives med lys kastet fra højtplacerede projektører - flygtigt, fragmentarisk og bølgende på overfladen. Kun langsomt breder lysskriften sig over området. Ordene er korte sentenser, haiku-digte, uddrag, åbne spørgsmål. Dette er ikke udsagn hugget i sten, endsige skåret i pap, men på samme måde som digtene i munden på oplæserne, ord, der skal gribes i flugten. Og dog dvæler de og vender tilbage. Skrevet på - og i - store ark af vand, med hvert bogstav som et brændpunkt. Man kan sige, at denne simple handling forener indtil flere intentioner. Ud over at synliggøre det skrevne ord som digtets egentlige, "permanente" form, afsøger man også en grænse, hvor digtet som skriftbillede kun til dels er uforanderligt og fysisk. Ikke blot oplever man ordene i uventede rammer, og har derfor mulighed for at tage dem til sig mindre fordomsfuldt, man oplever dem også som billede. Endda som en realisering af det sproglige billede at skrive på vand. Man oplever ordene som en konkret fortætning. Nogle ville tilføje: som indsigt. Jeg selv vil nøjes med at sige: som flygtig koncentration. Som et billede på digtet. Når man arbejder med poesi som både digter og læser, omgås man vigtigst af alt ord. Man har ikke alene med betydninger eller "emner" at gøre, men i lige så høj grad med et sprogligt materiale, der har lydlig og skulpturel form. Når jeg skriver et digt, eller forsøger at gøre det, koncentrerer jeg mig på flere områder på en gang. Jeg stiller skarpt på måske en tilstand, måske et billede, måske en sætning, og langsomt (eller med en vis fart) vokser noget frem. Jeg skriver i mit hæfte eller på skærmen, og samtidig hører jeg lyden af ordene inden i hovedet, hvis ikke jeg ligefrem siger dem højt frem for mig. Parallelt med at jeg ser bogstaverne og ordenes formationer tone frem foran mig og tager valg ud fra dem. At læse er ikke meget anderledes: jeg læser med øjne og ører, leder efter et sted at få fat, læser typisk et par linjer højt, træder ind i et rum bygget af sprog, går omkring, bevæger mig videre. Dette er ikke det samme som at sige, at ordenes betydning og de verdener, de henviser til, ingen gyldighed har. Ligesom ordene i et digt kan åbne sig imod flere betydninger og ofte gør det, åbner selve digtet bare for en samtidighed, der ikke længere gør en skelnen mulig imellem refleksion og krop, syn og øre. Poesi er koncentration, ikke blot af betydning, men også af sansning. Man bebrejder poesien, at den er lukket. Man forsvarer sin afvisning af den med mangel på tid. Man siger, digtet (i forhold til sin fysiske størrelse, må man mene) tager for lang tid at trænge ind i. Eller at det simpelthen er for "svært". Jeg tror, digtet omvendt er for åbent. For det er ikke et spørgsmål om at finde en nøgle, så meget som om at acceptere, at der ingen låse, ingen på forhånd givne holdepunkter er. Det er rigtigt, at digtet - nogle digte - stiller krav. I en tid, hvor tid til for eksempel at være sammen er på dagsordenen over alt, er digtet måske ligefrem en provokation. Det er svært at være sammen om et digt (hvis ikke netop i mundtlig form). Det er også svært at træde distræt eller rastløs ind i et digt. Man må selv være både koncentreret og åben. Og når man så indvender, at man ikke har overskud til dét, er det som i så mange andre sammenhænge måske netop dét, man burde tildele sig selv, bilde sig selv ind, at man havde. For i det øjeblik, man giver efter, bliver al snak om tid absurd. I poesien tager det ingen tid for tingene at ske. Men jeg bryder mig heller ikke synderligt om den lidt missionerende tone, der kan ligge i alt dette. Måske fordi jeg kun alt for godt kender situationen, hvor man føler, at fjernbetjeningen til fjernsynet er det eneste man orker, selv om det bagefter føles, som om man har zappet i sin egen hjerne, der er blevet fragmenteret ligesom hukommelsen i en computer. Man kan ikke gå til et digt med intentionen om, at "man burde". |
| |||||||
 | ||||||||
 | | | | |||||
